Det er det, vi får at vide, vi ved så lidt. Shanti fortæller os, at i familiens tempel - ikke det de har nu, men det de havde engang: det som nu ligger på bunden af Perlesøen - findes en særlig lingam, en lingam, som ikke er skabt af menneskehænder, men som har manifesteret sig selv, eller nærmere: som Shanti har skabt. Og han fortsætter: oprindeligt var den lavet af ædelsten, det var i den fjerne Perfektionens Tidsalder, i den Tredje Alder blev den til guld, i den Anden Alder til sølv, og nu, i Kalis dekadente, sidste Tidsalder, er den blevet til sten. I 1970’erne blev Kashi ramt af en voldsom storm, byen var oversvømmet i flere uger og mange døde, og templet begyndte så småt at synke ned i dyndet, nu er det helt væk. Han siger det uden at fortrække en mine, som fortalte han om en hvilken som helst hændelse, at hans bil var løbet tør for benzin, at hans bukser er revnet. Har han accepteret forfaldet, er han sunket ind i sig selv. Det er skæbnen, gudernes vilje, og han er blot et menneske, kød i accelererende fald mod ghatsene. Der er ikke langt derned, vi går turen hver dag, eller tager en rickshaw, stiger op bagpå en cykel og bliver trukket gennem den tætte trafik, virvaret af køer, lastbiler, motorcykler, fodgængere. En rotte løber forvirret rundt mellem en elefants fødder, det er utroligt, den ikke bliver knust. Du sidder med øjnene vidt åbne, suger det hele ind.