Vi ser mineralgevækster stå som slanke orm i landskabet. Eller er det planter. Det er svært at afgøre på afstand. Deres blomsterlignende kroner drejer rundt og rundt. Hvorfor. Så tilsyneladende formålsløst i vinden. Rundt og rundt. Vores bus skrumler videre, ud på en slette, intet andet end tom ørken så langt øjet rækker. Vi er tørstige. Insekter så store som elefanter, ja, faktisk, elefanter med vinger, svirrer omkring bussens ruder, forsøger at mase deres lange, blålige snabler ind til os i sæderne, de vil have vores juice, de æder også os, hvis de kan komme til det. Vi har langt igen.