Saks i Lars Bo tilbage i tiden //blog//
Har
jeg nogensinde fortalt om gekkoen, dens fødder, hvordan små hår under
dens tæer deler sig og deler sig, så gekkoen kan gribe fat på verden på
molekylært niveau. Vi samlede gekkoer ind, gjorde Troels og jeg, da vi
var i Indien, boede i det vi kaldte The Compound, et artists’ residency,
eller hvad man nu skal kalde det, det er en lang historie, som du må få
en anden gang. Vi samlede gekkoer ind, for gekkoer æder myg, og dem var
der masser af på vores værelse, hvert aften steg en lille storm af små
sorte kroppe op i rummet og søgte vores blod. Du skulle se en video, jeg
har af Troels, hvor han har fluesmækkeren fremme og bliver ved og
bliver ved, så gekkoerne var vores venner, vores små kæledyr, vi havde
dyrehold, havde vi, satte skåle med vand frem, så dyrene kunne drikke,
og de fik navne og vi hilste på dem hver morgen og ønskede dem god jagt
om aftenen, mens vi lå under myggenettene og sov, foruroligende drømme
om bjerge og blodbaner, om søer med hjerner i, fosforescerende hjerner
under myggenet, hjerner under det mest fortryllende og forrykte angreb
fra alle sider, en gammel sang, et godt refræn, at det hele er, og har
altid været, godt i gang. Men nu kommer jeg i tvivl, for drikker myg
ikke også vand, var det så ikke i virkeligheden en dum idé at sætte vand
frem, eller hvordan forholder det sig med myg, er deres liv så korte,
at de ikke behøver drikke andet end blod, og er der mon vand nok i blod
til at nære en myg, og hvad æder de, æder de andet end blod, er de andet
end små tomme kroppe som skal fyldes med andre væsners blod for at
holde sig kørende, indtil parringen er overstået og æggene lagt, det var
det liv, så kan det hele fortsætte. Værst var det for Troels som for ti
år siden var ved at dø af malaria, som en, ligeledes indisk, myg havde
givet ham på hans første store rejse væk fra mor og far, og det var
netop hjemme ved dem igen, at sygdommen brød ud, og hans mor som er
sygeplejerske genkendte straks symptomerne, så Troels blev svøbt i våde,
kolde lagner og kørt i ambulance med åbne vinduer til hospitalet, hvor
han blev sænket i is, for malaria er en parasit, som inficerer røde
blodceller, som den bruger som rugemor, rugemor brister og en lille flok
nye parasitter, skabt ved kønsløs formering, spredes ud i blodbanerne,
hvilket resulterer i voldsomme feberanfald for værtskroppen, i dette
tilfælde den som hedder Troels og er min ven og rejsefælle, han var tæt
på at dø, for feberen var efterhånden så høj, parasitten så udbredt, at
blodet kunne blive for tykt til at det kunne pumpes gennem hjertet, men
han klarede den, de fik feberen ned, og et par uger fulgte, hvor han
ikke husker andet end geometriske hallucinationer, mens modgiften
nedkæmpede den fjendtlige invasion.
