Min katastrofale tankegang trænger sig på. Bayavæverens rede rumsterer/ noget rumsterer i dens kokon hængende fra det blodrøde træ denne morgenstund, dette spritnye århundrede allerede så muggent/ så grimt. Myggene stiger op fra Rosensøen/ Perlesøen, bærer resistente mikrober, bakterier med sig, malaria: Emig tæsker løs med sin billige sandal af skum og plastic. Vi vil ikke dø, vi vil have det hele med. Kasser fulde af afhuggede ornamenter, perler, silke. Se os, se os stige op/ Stige op af dyndet, en sønderknust måne, en storm af pis. For kun tre døgn siden var vi ude ved Raj, lige ved broen/ blev vi mødt med en byge af sten, en total afvisning fra de lokale børn i det fattige, muslimske område, Raj er en ghat, men ikke som hinduernes ghats, Raj er ikke hellig, tværtimod, det er den fattige muslimske bydels toilet. Der gik vi rundt og samlede sten, fordi jeg havde læst i en bog, at Raj er den ældste del af Kashi, det har arkæologiske udgravninger påvist. Vi måtte have nogle af de sten med os hjem. Prima materia, det første stof, husk: alting, hele kosmos, al tid, alle rum, begyndte her i Kashi, den lysende, Shivas by, opstået da han åbnede sit tredje øje. Hvilken kraft besidder disse sten, de første sten, stenene ved Raj, ikke. Dem måtte vi have. Vi burde have haft håndsprit og gummihandsker med. Men vi vidste det ikke/ vidste ikke at Raj er muslimernes toilet. Havde overhovedet ikke overvejet, at det kunne være en mulighed, at en hel bydel sætter sig på stranden ved Ganges’ bred og skider. Der rodede vi rundt, der blev vi opdaget/ børnene overdængede os med sten, vi måtte flygte henover det beskedne sand, så skamfuldt.
- Mahabharata