Det sidste jeg husker, er at vi sad på mit værelse, det var koldt
udenfor, efteråret havde for alvor taget fat, det var mørkt. Træerne stod
næsten nøgne og gennemblødte af regnen og bukkede sig for vinden, svajede i
atmosfæren. Vi kunne ikke holde tanken ud, hvad hvis vi kunne slippe væk, hvis vi kunne springe vinteren over, og tage et varmere sted hen.
Nu sidder vi her, jeg aner ikke hvor, det er der ingen af os
der gør. Lyset går hele tiden ud, strømmen forsvinder fra tid til tid. Her er
fugtig, varmt, der løber en gekko rundt på loftet, dens lange fingre, de mange
små hår som deler sig, deler sig næsten i det uendelige, griber fat på verden
på molekylært niveau, og holder gekkoen fast, som på trods af tyngdekraften. Dens
store runde øjne, den ser glat og tør ud, den grønne krop, de mange, nøje
tilrettelagte skæl. Hvordan ser vi ud i dens øjne, nogle flimrende figurer,
sammenglidende farver, lyse, brune, kaki, vi lugter som mennesker, men
anderledes end den er vant til, vi lugter mere sødt, mindre krydret, vi lugter
af svinekød og mælk.
Vi sveder, vi er ikke vante til den slags altomklamrende
varme. Som at sidde i en sauna af ufattelige dimensioner, en hel verden. Huden
dækket af en film af fedt, støv, diesel. Et tog tuder i det fjerne, hundene
galper over hele byen, natten tilhører dem. Hvis her havde været strøm, ville
vi have tændt for fanen, det ville have hjulpet lidt, vi kan næsten ikke tænke,
her er så varmt. Vi har tændt røgelsespinde for at holde myggene væk, de bærer
malariaparasitter i deres maver, de kan slå os ihjel, vi tager stærk medicin.
