onsdag den 4. november 2015

"Kan du huske dengang vi boede i det vi kaldte The Compound. Dengang med Petra og Smørdrengen og alle dem. Morfar Shanti som fortalte om koens øjne, hvor smukke de var, hvordan han kunne falde helt hen i dem, svømme. En dag var koen helt enkelt kommet til ham, var vandret ind gennem porten til Marmorslottet midt i Dødebyens larm. Og han havde taget den til sig, den havde boet omme i baghaven. Han fortalte mange mærkelig ting, ham Shanti, alt det med at sidde på en stol og rejse 10.000 kilometer, hvad mente han med det, og hvorfor skulle vi med hen i templet med de vuggende skulpturer og deres lavstemte messen. Og hvad var hans forhold til George Harrison og Ravi Shankar, kendte han dem, eller var det bare noget han fandt på."