tilsyneladende, gennemarbejdet

Vi lå og snakkede på vores hårde, snuskede senge på Windsor Hotel, Mumbai og snakkede om rejsen, vi havde været på de sidste godt tre uger: Månen over havet ved Gokarna, bladskærermyrerne som havde forfulgt os helt til Kanyakumari, en kriblende, grøn snylterorganisme, blinde passagerer, hvor mange nye kolonier, havde de formået at oprette på turen, de mange hundrede kilometer fra Gokarna til Kanyakumari via Kochi.

*

Åh ja, Kochi, det var en skuffelse, et rent turiststed, det kunne lige så godt have været Grækenland, alle motorrickshawchaufførerne kaldte deres osende, udbyggede scootere for Ferrarier, maden var uden krydderier, vi tog hurtigt videre derfra. Det var en temapark, et postkort.

*

I Kanyakumari ramte vi det, vi var kommet for: En anden verden, langt væk hjemmefra, et sted med mindst to sole, jeg ved ikke hvor mange måner, og helt andre farver end dem vi kender til på vores nordvestlige del af kloden, alt var pang, alt var slanger, krager, blæsten kom fra alle retninger på én gang.

*

Vi vendte og drejede os, det var det mest ubehagelige værelse vi havde haft på turen, de hårdeste, mest snuskede senge, vi snakkede om, at nu var rejsen næsten slut, de sidste dage i Mumbai føltes mere som en mellemlanding inden København, end et egentligt ophold, vi forstillede os ikke, at Mumbai ville have noget særligt interessant at byde på.

*

Vi var udmattede efter de lange træk i tog og bus gennem tigerreservater, bjerge, sletter uden ende, al den monokultur som bredte sig over alt, det var sørgeligt at se, hvordan termitter og krager overtog alt, træerne blev fældet, enorme marker anlagt, alt for hurtigt, planløst, det var tydeligt, talte vi om, at det ville gå galt, ét voldsomt regnfald og alt ville blive skyllet væk, ud i havet.

*

Vi bladrede gennem vores fotografier, dokumenter for eftertiden, skærmene var det eneste lys i rummet. Dér lå det hellige, troldmandshatteformede bjerg i det fjerne, sløret, klemt inde mellem to skævt henkastede nybyggerier i forgrunden, deres skærende farver stjæler næsten al opmærksomhed, kun fordi det ved et lykketræf lykkedes mig, at fastholde bjerget nøjagtigt i midten af fotografiet, da jeg tog det ud gennem en rude i bussen, mens vi skrumlede af sted på de hullede, støvede veje, træder det tydeligt frem for øjet.

*

Det er en rejse i sig selv, at bladre gennem

det par tusinde billeder, vi hver især har taget på rejsen, et endeløst
spejlkabinet. Er det virkelig os på de billeder: Troels henslængt

i måneskin på rødderne af et stort banyantræ, jeg kan huske, at en hund
hele tiden lå ude i mørket, og betragtede os, helt stille,

kun lige nøjagtig synlig, og da vi syntes det blev for ubehageligt,
og fortrak til et andet banyantræ på den anden side af de jordrøde cricketbaner,
nogle tjavser grønt,

grønt græs, fulgte den med,

få meter bag os, på lette poter,
tilbageholdt åndedræt.

*

Vi stykkede rejsen sammen til noget
vi bedre kunne forstå, talte de mange møder,
 hændelser igennem, en fortælling.

*

Det uhyggelige par vi mødte i hyttekolonien ved stranden ved Gokarna, den midaldrende irske tidligere stiknarkoman og hans mange år yngre svenske kæreste, det var tydeligt, at hun ikke havde det godt, at Indien havde chokeret hende, hun fortalte at hun havde brækket sig i toget fra Delhi til Mumbai, fordi hun havde slugt en håndfuld pot, det var som om den ene anekdote, skulle rumme hendes samlede oplevelse af turen.

*

Ireren var en dæmon, han ville hele tiden have sine tynde fingre i mit snus, han kunne ikke få nok, han var som olie, han klæbede til alt, slugte alt, sugede verden ind i sin bundløse navle. Hver morgen sad han på sin strandstol, med sin kikkert og så på delfinerne som sprang i de solbeskinnede, sølvstrålende bølger. Vi forsøgte at undgå han opmærksomhed, men det lykkedes aldrig: Hei danskare (han kunne lidt svensk), så lå hans tunge blik på os, trak os ind: om vi ville med over til ham og kæresten og ryge morgentjald.  Hver gang takkede vi nej. Hans øjne var brune og grå, muld og død, han havde lange, tynde fingre, tænderne slidte og gule, han havde det mest imødekommende, næsten drengede, smil på læberne.  Han ville have os til at flytte væk fra vores hytte ved vandtårnet, og hen til de andre i Halvmånen, dem som røg tunge hashjoints dagen lang, aldrig kom ud af hængekøjen, fastliggerne. Men vi havde travlt, mange steder vi skulle nå at besøge, før vi skulle til Mumbai og hjem igen.

*

Vi lå på vores hårde, snuskede senge og kunne ikke falde i søvn. Rummet var malet i brune nuancer med noget underligt skinnende glat maling, en film af plastic over den underliggende beton, tremmer for det lille vindue over døren som, havde vi lagt mærke til, kunne låses udefra, hvis nogen ønskede det, var det let at sørge for, at vi ikke kom ud derfra igen.

*

Noget af det første jeg lagde mærke til, da vi ankom til hotellet, var et opslag med reklame for en slumtur; se stederne hvor filmen Slumdog Millionaire, som vandt ikke mindre end otte Oscars i 2009, blev optaget, og se genbrugsstationerne, se en menneskelig katastrofe fra turistbussens airconditionerede rum, de misdannede kroppe, plastic og kemikalielort i vandet, i maden, i alt. Vi havde allerede fået et glimt af det fra taxien fra lufthavnen: de smadrede bygninger, affaldsbjergene, plasticbålene, skyggerne som flakkede omkring derude.

*

Op mod 70% af Mumbais indbyggere bor i slum; de lever i affald, bygger deres hjem af affald, æder affald, sorterer affald for at finde noget som kan sælges, der er ikke noget der hedder skolegang, der er ikke noget, der hedder sikkerhedsnet, fremtid, at stige op.