Hotel Windsor, Mumbai.

Det første jeg lagde mærke til på Hotel Windsor, var opslaget med reklame for slumturen de tilbyder; se stederne hvor Slumdog Millionaire blev optaget, genbrugsstationer etc. Aldrig i livet, at være turist i andres elendighed. Stedet mindede om et fængsel. Tremmer over dørene, for vinduerne, lange, mørke gange, plasticmaling som skinnede i lysstofrørenes syge lys. Et andet opslag meddelte at indere og vesterlændinge ikke må dele værelse, at hvis en indisk mand og en indisk kvinde vil dele værelse, skal de fremvise bevis på at de er gift. Der var en Ganeshfigur, stor og orange, skinnende, alle tre øjne sorte som sorte huller. Ikke rar og jovialt buttet, som man plejer at se ham, men led, noget fra et sci-fi-mareridt. Vi skrev vores navne, adresser, visanumre, pasnumre, telefonnumre ind i en stor, laset bog, de tog kopier af vores pas. Og vi fik vores nøgle. 

I det mindste var der en balkon. Så kunne vi stå derude og ryge, kigge ned på de hjemløse som lå på gaden, de havde lavet en lille hule af presenninger, hvad de nu lige havde kunnet finde. Værelset var holdt i brunt og snusket. Ingen aircondition, kun en fane som havde én indstilling:  hurtig og larmende. Et lille aflukke uden dør, hvor vi kunne bade, men der var ikke vand i bruseren eller hanen.  Det ville ikke blive let at få en ordentlig søvn.  Vi måtte finde noget bedre i morgen.

Vi gik ned på gaden for at finde lidt mad. Der var en bar længere nede ad gaden, hvor vi fik diverse friturestegt og et par øl, for første gang i Indien drak vi os en smule berusede. Stemningen på stedet var god, tjenerne var fulde og smilende, skvattede rundt på linoleumsgulvet. 

Og så hjem og i seng. Men det var ikke meget vi fik sovet. Der var noget som bed os, og fanen larmede ulideligt, hvis vi slukkede den kunne vi ikke trække vejret, luften var som lunken tjære. 

- Så blev vi vækket ved at der blev råbt ude på gangen, slået på dørene. Morgenmad. Nu. 

Og vi tumlede ned. Man kunne få omelet og toastbrød, en kop te. Kaffe kostede ekstra, vand kostede ekstra. Jeg gik ud for at ryge en smøg, mens maden blev lavet. 

Da jeg kom ind igen, havde en anden gæst snuppet min mad, og jeg måtte starte forfra. Tjenerens øjne sitrede underligt i øjenhulerne, han nærmest råbte af os, ekstra, ekstra, ekstra. Vi spurgte hvorfor han var så aggressiv, han råbte ekstra, ekstra, og øjnene sitrede vildere og vildere. 

Oppe på gangen igen hørte vi nogle amerikanske turister skælde ud, de var blevet ædt af væggelus i løbet af natten, og de skulle være der fire nætter mere, hvad havde hotellet tænkt sig at gøre ved det. Vi skyndte os ind for at pakke. Lad os komme væk fra det sted. Ud på balkonen for at ryge en smøg, få styr på nerverne. 

Hvorfor  var tjeneren så aggressiv. Måske havde han noget imod rige svin fra vesten. Jeg nåede ikke at tænke så meget.

Så blev jeg overvældet af en frygtelig hylen og skrigen, hjerteskærrende. Det kom nede fra gaden, inde fra plastichulen, de hjemløse. Tidligere havde jeg set at de havde hundehvalpe. Nu var de igang med at pine dem, afrette dem så de lystrede. Hunde er gode at have; de kan gø, hvis der er fare på færde, og som hvalpe er de så søde, alle lægger en mønt eller to.

 Men de skal vide, hvem der bestemmer, det var de ved at lære nu.