PRIMA MATERIA / lines of ash
- Ganga
faldet fra himlen til jorden ned gennem Shivas filtrede hår han som bærer
måneseglet i håret han som med lukket tredje øje drømmer verden frem og når han
åbner det lader verden gå under igen etcetera han danser på vores aske denne
koglekirtelmand denne erindring om et evolutionært spring menneskets træden ind
i sproget og dermed også ud af det fra da af placeret på kanten med vores
tvivlende hænder uhyggelige fingre som vil gribe fat gribe fat i revl og krat
samle en sten op fra strandbredden og smide den i nakken på det som brænder i
vores øjne det uvelkomne det som ikke passer ind det kunne være os sommetider
er det os det var det den dag var det os som fik en sten i nakken og vi luskede
væk med vores pose fuld af grundsten prima materia rester af altings begyndelse
fortsættelse evige gentagelse i konstante mutationer altid aldrig det samme om
igen og senere under vores myggenet lokomotivernes melankolske sang hundenes
territoriale koncert over hele byen dér ligger vi og sveder i hver vores kokon
med kroppene fulde af malariamedicin og closed eye visuals jeg så min hjerne
for mig transmutere til noget jeg ved ikke hvad changerende gennem hele
regnbuespekteret flyde ud af ørerne næseborene gennem tårekanalerne danne små
søer af gyldent lys hvad ved jeg kviksølv
- se en
mand brække en sortsveden arm med en bambuspind en hund som løb væk med en luns
gennemsteget kød menneskekød brændende for øjnene af os vi var der ja vi var
der bålene brænder i min hjerne noget bliver tilbage bliver noget tilbage jeg
klamrer mig til det de mindste rester ilden ikke har fået fat i endnu før den
blusser op igen før alt er væk igen det er vigtigt at hjerneskallen knuses hvis
ikke ilden opvarmer hjernen så skallen sprænges må det gøres med en kæp det er
den ældste søns opgave ellers slipper sjælen ikke ud kan ikke undslippe dette
smertens hjul dette flimmer af fuglesang og indkøbsposer vi kalder virkelighed
jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det hvor jeg skal sætte min næste fod
tilbage frem frem tilbage munden løber fuld af blod nej
- omdannelsen
fra krop til aske og ud i floden væk i mørke hvirvler og det var det vi fandt
aldrig ud af hvad den gade hed om den overhovedet havde et navn op og ned af
den og åh det lille stykke med brosten som var særligt hårdt for vores
cykelchauffører at kæmpe sig over den lille svedende krop foran os så mange
svedende kroppe trækkende os gennem det kaos tunge vestlige kroppe som skulle
frem det er sådan det er sådan mange tjener deres penge så kan vi sidde der med
vores dårlige samvittighed på slidte sæder vores velstand hvad ved vi ikke en
skid ikke det mindste om den verden vi trækkes igennem som suger os ud af os
selv vi er der vi er der ikke var vi der overhovedet der er et sted i min
hjerne en udposning en hemmelig hule lille bag
of wishes som jeg ikke kan tro virkelig kan passe at vi var der det var min
krop som sansede det som nu ligger i hjerneposen og skvulper rundt jeg vil åbne
det helt derind tilbage der kunne jeg godt bo
